Lektor i samfundssikkerhed: Civilsamfundet skal indgå i den nationale beredskabsplan

Kronik af Andreas Hagedorn Krogh, Lektor, Forsvarsakademiet, kommende lektor og centerleder for Secure, Roskilde Universitet (1/10)

Skal Danmark blive mere modstandsdygtigt, må civilsamfundet på banen. Ikke blot som supplement til den professionelle myndighedsindsats, men som ligeværdig partner i opbygningen af et totalberedskab, skriver Andreas Hagedorn Krogh. 

Klimaforandringer, hybridtrusler og stigende geopolitiske spændinger har gjort det klart: Vi har brug for et nyt beredskabssyn i Danmark. Ét, der går på tværs, og som bringer civilsamfundet helt ind i centrum.

Når kriser rammer, står civilsamfundet ofte forrest. Med sin lokale tilstedeværelse reagerer borgere typisk som zero-responders: Af egen kraft begynder de at løse presserende opgaver, før de første myndighedsindsatser når frem.Organiserede frivillige spiller ligeledes en afgørende rolle i samfundets kriseberedskab. Vi så det under coronapandemien, hvor frivillige ledsagede sårbare medborgere til vaccination og sad døgnvagt ved myndighedernes coronahotline.

Og vi har set det under mere akutte hændelser som skyderiet i Fields, hvor frivillige ydede psykosocial støtte til berørte og pårørende.

Hul i sikkerhedsnettet

Den internationale forskning bekræfter, at borgere og frivilliges aktive deltagelse styrker samfundets resiliens.

Når civilsamfundet aktiveres, øges både krisestyringens effektivitet og legitimitet. Et stærkt samarbejde mellem myndigheder, civilsamfundsorganisationer, foreningsliv, beboergrupper og borgere mobiliserer og omsætter væsentlige ressourcer i kollektiv handlekraft.

Samtidig er det med til at øge den tillid og den sammenhængskraft, som de stigende hybridangreb og misinformationskampagner forsøger at afmontere.

Desværre spiller civilsamfundet stadig en alt for lille rolle i den nationale tilgang til samfundssikkerhed og beredskab i Danmark.

Siden den Kolde Krigs afslutning har vi skabt et beredskab med høj teknisk professionalisme, men lav folkelig forankring.

Hvor civilsamfundet tidligere var integreret i et bredt civilforsvar, satsede man fra 1990'erne på specialiserede myndighedsindsatser.

Resultatet af de forgangne årtiers politiske og administrative prioriteringer er, at vi i dag står med et betydeligt hul i det finmaskede net af aktører og kapaciteter, vi kalder samfundssikkerhed. Et hul, som vi nu må gøre alt for at få vævet sammen.

Vejen til en egentlig helhedsorienteret totalberedskabsmodel, som vi kender fra vores nordiske søsterlande, er lang.

I Finland, og til dels også i Sverige, fastholdte man et fungerende totalforsvar, selv efter Sovjetunionens kollaps. Det har gjort det langt nemmere at skrue op for blusset, nu hvor der for alvor er behov for det.

I Norge tog man bestik af situationen i 2014 og fik sat skub i arbejdet med den brede samfundssikkerhed. I deres nationale totalberedskabsplan indgår erhvervsliv og foreningsliv som ligeværdige partnere i et samlet beredskab. Det kunne vi lære af i Danmark.

Gode takter er ikke nok

Også i EU har man set behovet. Europa-Kommissionens beredskabsstrategi anbefaler en whole-of-society-tilgang, hvor lokalsamfund, erhvervsdrivende og vidensinstitutioner inddrages systematisk i opbygning af resiliens.

Strategien bygger på den såkaldte Niinistö-rapport, der understreger nødvendigheden af en bred mobilisering af alle samfundets aktører i lyset af det nye trusselsbillede.

Selvom Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har brugt et års tid på at komme på plads, så lader regeringen og myndighederne til at forstå den brændende platform og det presserende behov for handling på området.

Ministeriet har for nyligt suppleret sine råd om etablering af hustandsbaseret hjemmeberedskab med en skabelon for lokale beredskabsplaner, som kan anvendes af boligforeninger og lokale fællesskaber.

På det organisatoriske niveau er der etableret et nationalt Forum for Civilsamfund med over 40 organisationer, som har besluttet at indgå et bredt beredskabspartnerskab med fokus på sårbare borgere og udsatte familier.

Det er gode takter. Men hvis Danmark for alvor skal gøre brug af de ressourcer, som civilsamfundet besidder, skal der langt mere til.

Civilsamfundet skal på banen

Vi må tænke grundlæggende nyt og igangsætte tiltag på tre fronter.

For det første: Myndighederne må involvere relevante samarbejdspartnere i udviklingen af en totalberedskabsmodel, der anerkender civilsamfundet som en helt central beredskabsaktør.

Det indebærer, at frivillige og organisationer ikke blot forstås som et supplement til den primære myndighedsindsats, men som en integreret del af et samlet beredskab.

For det andet: Der må etableres og udvikles faste samarbejdsplatforme, som kan udgøre stabile rammer for systematisk samskabelse af beredskab på tværs af sektorer.

Her vil offentlige og private aktører løbende kunne danne sig et fælles trussels- og risikobillede, udvikle tværgående beredskabsplaner og planlægge fælles kriseøvelser.

Man kunne forestille sig sådanne platforme på flere niveauer og med forskellige geografiske afgrænsninger.

For det tredje: Lokalt må der indgås klare aftaler om roller, ansvar og ressourcetræk i tilfælde af større ulykker, katastrofer og kriser, så civilsamfundet kan fungere som en pålidelig partner – uden at miste sin autonomi.

For at kunne samarbejde effektivt under pres er det væsentligt, at man har kendskab til hinandens kapaciteter og kompetencer, og at man ved, hvad man kan regne med.

Foruden sådanne organisatoriske og styringsmæssige tiltag er der brug for konkrete initiativer, der puster liv i relationerne og skaber grobund for et bredt forankret beredskab.

Hvad med en dansk beredskabsuge efter svensk forbillede, hvor debatter, arrangementer og aktiviteter bringer borgere, myndigheder og lokalsamfund tættere sammen?

Hvad med lokale beredskabsøvelser, hvor foreninger og erhvervsliv deltager side om side med statslige og kommunale beredskabsaktører? Hvad med beredskabsundervisning i skolerne, der kan oplyse, afdramatisere og skabe fælles handlekraft i en ellers usikker tid?

Hvis vi vil gøre Danmark mere modstandsdygtigt, må vi få civilsamfundet på banen. Ikke blot som perifært supplement til den professionelle myndighedsindsats, men som ligeværdig partner i opbygningen af et helhedsorienteret totalberedskab.